4. marts 2020

Ny hjemmeside kræver sparring med professionelle

Takket være et frugtbart samarbejde med det digitale bureau Frankly, launcher vi i MINDWEISS nu en ny, dynamisk hjemmeside, der på bedste vis udtrykker virksomhedens DNA.

 

For et halvt år siden stod vi for anden gang på under to år i den situation, at vi skulle have ny hjemmeside. Den første var ikke blevet helt, som vi havde håbet, måske fordi vi havde ladet os friste af et godt tilbud, som betød, at vi undervejs fandt os selv i uvante situationer, fx i dialog med indiske programmører midt om natten i et forsøg på at få tingene op at køre. Vi var derfor klar over, at vi denne gang skulle investere markant mere tid i opgaven. I dag launcher vi med stolthed resultatet. Et resultat vi ikke var nået frem til uden professionel sparring med Frankly, som vi takker for at have guidet os igennem processen, men også for at have udfordret os på vores umiddelbare syn på os selv.

 

Vigtigt strategisk værktøj kræver omtanke

Indledningsvis udvalgte vi tre potentielle leverandører og holdt møde med hver enkelt for at være sikre på at vælge den rette samarbejdspartner. Hurtigt stod det klart for os, at Frankly havde en intuitiv forståelse for MINDWEISS’ DNA, og det blev afgørende for vores valg. Og så begyndte arbejdet for alvor, for det er komplekst at skabe et for virksomheden så vigtigt strategisk værktøj som en hjemmeside. Den skal være funktionel, let at finde rundt på og med tydelige budskaber, men den skal også give den besøgende en umiddelbar lyst til at gå på opdagelse takket være det helt rigtige valg af design, farver, grafik og billeder.

 

Velkommen til et nyt MINDWEISS

I dag kigger vi med stor tilfredshed på resultatet. Umiddelbart er udtrykket meget anderledes end det tidligere, og det er netop det, en god rådgiver kan; forstå hvem man er, og samtidig rykke én et sted hen, hvor man ser sig selv med nye øjne. På den baggrund vil vi gerne takke Frankly og team for at have bragt os hen et sted, hvor der er perfekt sammenhæng mellem vores nye visuelle identitet og den måde, vi opfatter os selv på.